Baggrund

Bispehaven blev opført i 1969-1973 og består af 871 boliger, som er hjem for omkring 2200 beboere. Bygningerne er sammensat af 12 blokke på fire etager, syv blokke på syv etager samt fire lave rækker med to etagers rækkehuse og to fælleshuse. Boligerne er et til seks værelser med et boligareal mellem 49 -130 m2.

Boligområdet var oprindeligt planlagt og bygget med bilerne adskilt fra de bløde trafikanter i et separeret trafiksystem. Dette inkluderede store parkeringskældre, stisystemer med broer over vejene og jordvolde, der skulle skærme for støj og skabe tryghed. Kun nogle enkelte stiforløb ledte ind igennem boligområdet, og det var nemmere at køre udenom i bil. Det afskar området fra den omkringliggende by.

Boligerne blev bygget til lønmodtagere og børnefamilier, og de var også blandt de oprindelige beboere. Men mange af beboere med fast indkomst flyttede med tiden ud i parcelhusene og mange af de nye, som flyttede til, var socialt udsatte danskere, og senere blev det overvejende flygtninge og indvandrere. Siden starten 1980’erne har flyttemønsteret i Bispehaven været kendetegnet ved, at beboere med færre ressourcer flytter ind, mens bedrestillede flytter ud. Bispehavens beboersammensætning adskiller sig derfor markant fra bydelen omkring.

Bispehaven har i mange år kæmpet med generel utryghed. På trods af en koordineret boligsocial og kommunal indsats og en igangværende gennemgribende Tryghedsrenovering er Bispehaven fortsat et af de mest udsatte boligområder i Danmark. Bispehaven har været på Folketingets ghettoliste siden 2010 og blev i 2018 betegnet som ’hård ghetto’. Den sociale indsats har bidraget til en positiv udvikling i boligområdet, og Tryghedsrenoveringen har betydet væsentlige forandringer, der tydeliggør potentialet i at åbne området endnu mere op og nødvendigheden i at forandre Møller Wichmanns gamle byplan.