Gå til hovedindhold

Byudviklingen i dag

Haslehøj udvikles til at blive en tryg, sammenhængende og blandet bydel med plads til det gode hverdagsliv.

Indhold

    Bispehaven er ét ud af en række udsatte boligområder i Aarhus, defineret af Social- og Boligministeriets lister over omdannelsesområder, parallelsamfund, udsatte boligområder og forebyggelsesområder.

    På Aarhus i Tal kan du læse om udviklingen i de udsatte boligområder, herunder Bispehaven. Områderne måles her på en række parametre og sammenlignes med resten af Aarhus, for eksempel i forhold til beskæftigelse, sundhed og tryghed.

    I Bispehaven har sociale indsatser, fysiske omdannelser og renovering haft en positiv betydning, men arbejdet fortsætter. Det drejer sig især om at skabe bedre forbindelser internt i bydelen og en stærkere sammenhæng med den omkringliggende by. Der er for eksempel lokalplaner på vej for både Elkvarteret og Vandtårnskvarteret.

    Herunder kan du læse om nogle af de konkrete projekter, som har været og er med til at bidrage til udviklingen i Haslehøj.

    Læs mere om projekter i Haslehøj

    Den Grønne Kile og Oasen skal trække naturen ind i bydelen med aktive og rekreative faciliteter. Den grønne forbindelse og mødestedet Oasen skal koble Bispehaven, Ellekær og den øvrige bydel sammen, så der bliver skabt en sammenhængende og attraktiv forbindelse fra True Skov og Hasle Bakker ned til Klokkerparken.

    Der arbejdes med eksisterende park- og landskabsrum, som bindes sammen via forbedrede stiforbindelser, og så placeres forskellige funktioner med afsæt i bevægelse og rekreation langs kilen, så der bliver skabt gode mødesteder, hvor beboere kan samles og mødes både spontant og til arrangementer.

    Det giver både aktivitet og tryghed på strækningen, som også er en del af den sikre skolevej både til Gammelgårdskolen syd for Klokkerparken og Kløverskolen i Gellerup.

    Ellekær rummer i dag byens andet største idrætsanlæg med fodboldbaner og halfunktioner, og også fremover skal området være destination for sport og fritid. Med udgangspunkt i den nuværende hal og lokaler udvikles nye klubfaciliteter, kunstgræsbane og nye aktivitetsmuligheder, som styrker idrætsanlægget og forbinder det til sine omgivelser. En del af Ellekær, for eksempel de gamle skolebygninger, skal desuden udvikles til et helt nyt boligområde med forskellige boligtyper og ejerformer.

    Fælleshuset er Haslehøjs samlingspunkt og mødested. Huset rummer både en café og forskellige foreninger, samt mange af de boligsociale indsatser og aktiviteter i området. Det er et vigtigt mødested, hvor beboere kan hilse på de boligsociale medarbejdere og ikke mindst hinanden til sociale aktiviteter og arrangementer.

    Huset ligger i bunden af Rymarken, hvor det er let tilgængeligt for alle beboere i Bispehaven – og i resten af Hasle. Fælleshuset var en del af den tryghedsrenovering, som blev igangsat i Bispehaven i 2016.

    Læs mere om Fælleshuset på Østjysk Boligs hjemmeside.

    Boliggaden er en ny forbindelse, som skal danne rygrad i det boligkvarter, der kommer, hvor blokkene er revet ned. Den skal skabe en forbedret, indre sammenhæng i Haslehøj med byrum, grønne arealer og facader i gadeniveau.

    Dele af gaden skal udformes så bløde trafikanter prioriteres og give mulighed for ophold langs gaden på små samlingspladser. Nye bebyggelser, primært rækkehuse og etageboliger, skal samle sig om boliggaden i karréer med gårdrum. Fra den centrale forbindelse dannes desuden forbindelser til nogle af Haslehøjs nye, fælles mødesteder, for eksempel Oasen og Kulturpladsen.

    Mellem Fælleshuset og den nye boligbebyggelse etableres en kulturplads. Her planlægges der også et børnekulturhus. Det skal tiltrække besøgende fra hele Haslehøj og på sigt gerne fra resten af byen. Ønsket er, at huset skal bruge pladsen aktivt og skabe mulighed for både spontane, uformelle og mere planlagte og organiserede aktiviteter, som for eksempel koncerter og udstillinger.

    Sidst opdateret: 29. april 2026